Kvindelige Jurister x Bruun & Hjejle: Kvinde, kend din karriere

Vi kan endelig mødes fysisk igen! Kvindelige Jurister inviterer derfor i samarbejde med Bruun & Hjejle til vores første arrangement, “Kvinde, kend din karriere”, hvor vi sætter fokus på karrierekvinder i bl.a. jurist- og advokatbranchen.

Kvindelige Jurister er en non-profit interesseorganisation, der blev oprettet i 2020. Vores initiativer har til formål at fremme ligestilling mellem kønnene i den juridiske branche, og til arrangementet vil vi introducere dig nærmere for vores forening.

“Kvinde, kend din karriere” finder sted tirsdag den 16. november 2021 klokken 17:00-20:00 hos Bruun & Hjejle Advokatfirma, Nørregade 21, 1165 København K.

Vi kommer til at være i godt selskab med bl.a. managing partner, Andreas Nielsen, som vil fortælle os om, hvad Bruun & Hjejle konkret gør for at fremme diversitet og ligestilling. I den forbindelse vil også partner, Paula Grønlund, fortælle om de overvejelser og erfaringer, hun har gjort sig gennem sin karriere.

Vi får desuden besøg af Rikke Østergaard og Naja Lind, der har skabt og produceret den uafhængige podcast Karrierekvinder (https://karrierekvinder.nu/).

Til “Kvinde, kend din karriere” vil de holde oplæg om bl.a. diversitetsmålsætninger, kvoter og køn i rekrutteringsprocessen af medarbejdere, og de vil stille spørgsmål til Paula Grønlund.

Arrangementet afsluttes med samtalesalon, og Bruun & Hjejle vil efterfølgende byde på en let anretning.

Der er som bekendt kommunalvalg den 16. november, hvorfor vi anbefaler at brevstemme senest den 12. november eller at stemme inden arrangementet (fra kl. 08.00 den 16. november).

Vi glæder os til at se dig til Kvindelige Juristers første arrangement!

Med venlig hilsen
Kvindelige Jurister og Bruun & Hjejle